– 04/04/17

idoc nåede i seneste regnskabsår den største vækst i virksomhedens historie.

Den positive udvikling fortsætter hos Idoc, der assisterer virksomheder med teknisk dokumentation, produktudvikling og ingeniørydelser. Virksomhedens regnskab fremviste således en bruttofortjeneste på 20,2 mio. kr., hvilket svarede til en fremgang på 67 procent i forhold til året før. Det oplyser Idoc i en pressemeddelelse.

– Vi oplever en stigende efterspørgsel på vores ydelser, og vi har haft en stor succes i at styrke og udnytte vores kompetencer fra forsvarsindustrien til andre industrier.
– I regnskabsåret har vi oplevet en markant vækst i salget af konsulentydelser til produktionsvirksomheder, udtaler Peer Mørk, administrerende direktør for idoc.

Den nordjyske virksomhed er siden opstarten i 2010 gået fra to til 55 ansatte. Sidste år flyttede Idoc ind i nye lokaler på Gasværksvej i Aalborg.

– På baggrund af vores ekspansion ansatte vi sidste år otte nye medarbejdere, derfor havde vi et behov for større lokaler til vores hovedkontor i Aalborg. En del af medarbejderstaben sidder dog typisk ude hos kunderne, som en integreret del af den tekniske afdeling, men vi har tilmed mange opgaver, som vi løser her på kontoret, udtaler Peer Mørk.

Fremtidig vækst
idoc forventer yderligere vækst i det kommende regnskabsår. Målsætningen er at fordoble omsætningen i løbet af de næste to år.

– Efterspørgslen er stor, og det hænger blandt andet sammen med et stadigt stigende krav til virksomhedernes tekniske afdeling i form af produktudvikling og dokumentation af eksisterende produkter. Vi tror på, at den fremtidige vækst blandt andet findes i at hjælpe virksomheder fra andre dele af landet med en knowhow og en fleksibel arbejdskraft, som giver værdi for virksomhederne, udtaler Peer Mørk.

Se artiklen: http://www.metal-supply.dk/article/view/420418/vaeksten_fortsaetter_hos_nordjysk_ingeniorvirksomhed